Et meget smertefuldt digt at læse, men også at skrive forestiller jeg mig. Det er godt at du vælger at skrive netop dette digt på en så rå måde, uden metaforer osv., da det sætter meget konkrete ord og billeder på den meget traumatiske oplevelse.
Digtets allersidste sætning har virkelig meget vægt bag sig, sådan oplever jeg det i hvert fald. Det føles som om du dér vælger at koge følelserne omkring hændelsen ned til én bestemt ting.
Håber det giver mening, ellers vil jeg meget gerne forsøge at uddybe :)

Stærkt digt. Jeg synes udgangspunktet med at smerten minder det lyriske jeg om at vedkommende "eksisterer" er ret godt. Det er svært at forklare præcist hvorfor.
Du bruger et meget stærkt og konkret sprog når du kommunikerer. Dette eksemplificeres blandt andet af ordene "Jeg er ved at falde fra hinanden
Men jeg har aldrig været mere mig selv".
Er desuden vild med at du skriver med et eksistentialistisk udgangspunkt :)

Et kritikpunkt (for mig) er dog at du til tider formulerer dig lidt for "essay agtigt". Det er måske ikke helt det rigtige udtryk, men lige nu kan jeg ikke finde en bedre måde at formulere det på. Her tænker jeg især på denne sætning: "Og nu bliver jeg dagligt ædt op af fundamental ensomhed".
Jeg kan ikke helt forklare hvad hurdlen ved lige præcis den verselinje er, men jeg føler på en måde at jeg får tingenes tilstand skåret for meget ud i pap, hvis det giver mening?

Udmærket digt, bliv endelig ved med at skrive :)

En rejse igennem livet, indkapslet i en meget organiseret digterisk form.
Det er et stærkt digt som jeg tror alle kan relatere til.

Rigtig godt digt :)

Et fremragende digt. Er normalt ikke til for meget brug af enderim i poesi, men du formår at gøre det på en måde der giver mening.Ja faktisk ville digtet eller historien slet ikke fungere uden enderim. Især de 2 sidste vers af hver strofe holder jeg af. Jeg betragter brugen af de engelsk ord som et slags udtryk for det lyriske jegs forsøg på at "følge med tiden".

Digtet har jo som udgangspunkt en alvorlig tematik, men du formår stadigvæk på ganske naturlig vis at inkorporere humor. Jeg er især vild med vers 7 i strofe 5.

Super flot klaret. Evnen til at strikke en god fortælling sammen i lyrisk form er ikke en som er mange forundt!

Slutningen er det der holder mig fast i digtet må jeg indrømme.
Jeg opfatter det som en art invitation til læseren, er det korrekt?
Den åbne slutning "befrier" (i mine øjne naturligvis) måske lidt digtet fra blot at være endnu et om, at man skal "gribe" kærligheden og så videre.

Første strofe er også interessant, da jeg vil mene at den både kan læses som et eksempel på mødet med den eneste ene, eller et kynisk postulat om at "alle er ens". Dette forstærkes af anden strofe. I denne del af digtet gives der jo udtryk for, at forelskelsen påvirker det lyriske jeg "udover alt fornuft".

Du har formået at skrive et digt der kan tolkes på mange måder. Det er som om der lurer noget inde bag digtets "pæne facade". Men det er naturligvis blot min fortolkning.
Du har sat digtet forholdsvist systematisk op form mæssigt, hvilket jeg også rigtig godt kan lide.

Bravo til dig, du kan være stolt af dette digt :)

Du skriver meget konkret og stærkt om det at "ofre sig" for andre på bekostning af en selv.
I virkeligheden er digtets tematik et mange kan forholde sig til.
Jeg har i hvert fald snakket med mange, som føler en art skyld eller skam over deres personlige problemer, fordi de sammenligner dem med andres.

Kudos til dig for at skrive så ærligt om et så (forholdsvist) uudforsket emne.

Ganske fint digt.
Synes der er en fin kobling mellem den kropslige lidelse og den mentale. Det er i hvert fald sådan jeg læser digtet.

Det er en meget ærlig og konkret beskrivelse af hjertesorg, eller måske nærmere en beskrivelse af hvordan man kan opleve en sådan situation. Jeg kan godt lide hverdagssproget i digtet.
Den eneste linie jeg egentlig synes kan revideres lidt er den med ordene "Forurener luften med din negativitet", men det er måske bare min personlige smag.

Godt skrevet :)